Så stauder udendørs
Kan jeg dyrke stauder fra frø udendørs?
Ja, såning af stauder udendørs kan gøres fra maj til sent på efteråret afhængig af sorten. Læs altid dyrkningsvejledningen på frøposen, inden du starter. Her fortæller vi dig, hvordan du nemt kan så dine stauder.
Det er nemmest at lave såningen af stauder i potter. Så har du fuld kontrol over de små planter. Når de er vokset og har fået en vis stabilitet, planter du dem ud på deres vækststed i blomsterbedet. Det kan tage indtil næste sæson. Forskellige sorter af stauder skal bruge forskellig tid på at spire og vokse.
Hvad skal jeg bruge for at så stauder?
Forbered alt, hvad du skal bruge til dine staudefrø, og find et dejligt sted at stå og pusle med det på en solrig efterårsdag.
Dette skal du bruge, når du skal så stauder:
- Dyrkningskrukker.
- God, veldrænet, gennemfugtet plantejord.
- Perlit.
- Frø til stauder.
- Markeringspen og etiketter.
Hvad er perlit?
Perlit er et vulkansk, meget let og luftigt materiale. Det er godt at blande i jorden ved såning af stauder for at sikre, at jorden indeholder meget luft og dermed har en god dræning. Du kan også blande grus i jorden.
Sådan gør du, når du sår stauder
- Fyld potterne med jord.
- Så én sort ad gangen.
- Så flere frø i hver potte. Rigtig små frø kan blandes med sand, som man så spreder jævnt på jordoverfladen.
- Dæk småfrøede sorter med perlit. Perlit hjælper med at holde på fugten og slipper lys igennem.
- Lidt større frø dækkes med et tyndt lag jord. Laget behøver ikke være tykkere end 0,5-1 cm. Fyld gerne op med et overfladelag af finkornet grus eller perlit som beskyttelse mod vejr og vind.
- Mærk hver potte med navn og dato for såning.
Når såningen er færdig, placeres potterne på et sted med halvskygge udendørs. Et godt miljø skabes, hvis du begraver krukkerne en smule i sand eller veldrænet jord, i kasse, pallekrave eller på friland. Stil krukkerne tæt. Det er også godt at placere frøsåningen i en koldbænk eller et koldt drivhus.
Hvornår spirer staudefrø?
Det tager forskellig tid for stauder at spire, fra et par måneder op til et år. Mens du venter, passer frøsåningen sig selv og følger det naturlige kredsløb udendørs.
Det allerbedste tidspunkt at så stauder udendørs er om efteråret. Så er du i samme fase som naturen, for det er om efteråret, at planterne slipper deres frø ud i jorden, så de kan formere sig til næste sæson.